Agil udvikling

Agil udvikling: svært for leverandøren - værdifuldt for kunden

Hos Effective-Learning har fire udfordrende år med agil udvikling resulteret i et solidt arbejdsgrundlag, der ud over skræddersyede kreative løsninger sikrer kunden tæt samarbejde. I dialogen får produktet sit liv, og detaljer er noget, der kæles for.

Agil udvikling er baseret på idéen om et tæt samarbejde mellem kunde og leverandør, hvor kunden gennem adskillige reviderede prototyper følger udviklingen af projektet på tæt hold. Det betyder, at kunde og leverandør sammen kan tilføre produktet en kvalitet, som er unik for agil udvikling.

Hvad siger kunderne?

Rune Glitzky er projektleder hos Banedanmark og har arbejdet tæt sammen med Effective-Learning om et kursus til Banedanmarks Trafikinfo-medarbejdere. Banedanmarks ønske var at få udviklet et underholdende og udfordrende e-learning-kursus på kort tid: "Effective-Learning var meget hurtige til at få en fornemmelse af Banedanmarks virkelighed. Normalt kan der gå lang tid, før man ser noget konkret. Her havde vi allerede efter to uger en prototype, vi kunne forholde os til. Så vi stod hele tiden med en leverance i hånden, som så blev større og større og mere og mere detaljeret. Effective-Learnings arbejdsform viser, at man kan lave en masse god e-læring på kort tid."

Effective-Learning er netop ved at færdiggøre e-learning til det offentliges erhvervsportal, Virk.dk. Niels Andreasen fra Videnskabsministeriet er projektleder på projektet, og han deler Rune Glitzkys oplevelse: "Med den agile metode har man hele tiden en rigtig god fornemmelse af, hvor langt projektet er nået - helt ned på detailniveau. Man sidder ikke en måned og venter på en leverance for at finde ud af, hvor langt leverandørerne er kommet."

Løsningen til Banedanmark blev til i et kort og meget komprimeret forløb på to måneder, mens løsningen til Virk.dk har strakt sig over et halvt år. Niels Andreasen ser en klar fordel i anvendelsen af agil udvikling til større forløb: "Ved store projekter er det altid nødvendigt at justere undervejs, og det er der mulighed for med den agile metode, fordi kontakten mellem kunde og leverandør er så tæt igennem hele forløbet."

En anden kunde, DanID, ønskede en læringsløsning i NemID til borgerservice i kommunerne. Projektet involverede en række interessenter, der fulgte projektets udvikling tæt: "For at imødekomme mange forskellige behov var det ideelt hurtigt at have en prototype, som hele tiden kunne gives videre til interessenterne, og som hele tiden kunne justeres," forklarer Morten Bolø, konsulent på NemID.

Den fleksibilitet og sparring, der er kendetegnende for agil udvikling, giver arbejdsformen en bredde, som gør det muligt at imødekomme mange forskellige behov - uanset forløbets karakter.

Plads til endnu bedre idéer

En anden meget anvendt metode inden for projektledelse er vandfaldsmodellen, hvor projektets delelementer produceres og præsenteres uafhængigt af hinanden for så at samles til sidst. Rune Glitzky er ikke i tvivl, hvis valget næste gang stod mellem vandfaldsmodellen eller agil udvikling: "Jeg foretrækker klart Effective-Learnings form. Mit klare indtryk er, at hvis vi havde brugt den anden form, ville resultatet ikke være blevet nær så godt. Vi ville have haft svært ved at gennemskue og overskue en masse stumper, som så i sidste ende var blevet samlet."

Ifølge Niels Andreasen er en af de væsentligste fordele ved agil udvikling den konstante kontakt med specialisterne: "Det forholder sig tit sådan, at man i løbet af projektet udvikler en endnu bedre idé end den, man havde fra starten. Med agil udvikling er der plads til at ændre tingene undervejs og ikke mindst fokusere på detaljerne. Med vandfaldsmodellen sidder kunde og leverandør ikke og diskuterer de små detaljer, som tit er afgørende for kvaliteten af et projekt. Ofte er der heller ikke den nødvendige indsigt til at lave de ændringer, fordi kunde og leverandør ikke har den tætte dialog, der eksisterer i et agilt projekt. Med vandfaldsmodellen ser man først en prototype efter et godt stykke tid, og så kan man håbe på, at det ligner det, man havde forestillet sig."

Morten Bolø oplevede også værdien af den konstante sparring og fremhæver Effective-Learnings erfaring: "Effective-Learning var gode til at holde fokus og forklare konsekvenserne af de valg, vi var ved at tage. Det betød, at hele processen var meget overskuelig for os."

Også økonomisk kan det være en fordel at arbejde agilt, fordi metoden er ideel til at håndtere ændringer løbende: "Den agile arbejdsform har givet os stor fleksibilitet i udviklingen af projektet. Og jeg er overbevist om, at det i sidste ende har betydet, at projektet er blevet billigere for os, " påpeger Morten Bolø og tilføjer: "Hvis vi havde arbejdet ud fra en mere statisk model, tror jeg i øvrigt tror jeg heller ikke, at brugerne ville have været lige så tilfredse med produktet, som det, vi endte med at få."

Altid agil?

Agil udvikling rummer altså masser af fordele og kan anvendes på mange forskellige typer projekter. Betyder det så, at lykken er gjort med agil udvikling? Niels Andreasen og Rune Glitzky er enige om, at det er vigtigt at gøre sig klart inden projektets start, hvilke ressourcer man har til rådighed for at sikre et godt produkt: "Hvis man skal lave noget ordentlig e-læring, så kræver det, at man afsætter ressourcer til at følge projektet meget tæt til dørs," pointerer Rune Glitzky. Niels Andreasen fremhæver samme problemstilling: "Det kræver en involvering hele vejen igennem fra kundens side. Samtidig vil jeg pointere, at selvom den agile metode kræver flere ressourcer fra kunden, får man også tilsvarende mere igen. Tilmed får man præcis det, man vil - og egentlig nok også noget, der er endnu bedre."

Morten Bolø påpeger, at solid erfaring med metoden er altafgørende for at opnå et godt resultat: "Min praktiske erfaring er, at agil udvikling er noget, rigtig mange taler om, at de gerne vil gøre, men at det stadigvæk er relativt få, der kan finde ud af at gøre det rigtigt. Effective-Learning hører faktisk til nogle af de få, der kan finde ud af at arbejde på den måde."

Agil udvikling illustreret

En udviklingsproces kan variere meget i tid og forløb afhængigt af løsningens karakter og kundens ønsker. Illustrationerne nedenfor viser udviklingsprocesserne for to af løsningerne omtalt i artiklen, nemlig Banedanmark og NemID.


Agil udvikling

 

Banedanmarks løsning lå klar efter 10 uger og løsningen til DanID efter 13. Løsningen til Virk.dk var mere omfattende med et forløb på over seks måneder og er kendetegnet ved adskillige projekter i projektet. Derfor er det heller ikke direkte sammenligneligt med de to andre løsninger. Den agile metode kan altså håndtere mange forskellige typer projekter. Og fælles for agil udvikling - uanset forløbets karakter - er de hyppige justeringsrunder og ikke mindst den hurtige levering af første prototype: Banedanmark og DanID modtog deres efter blot to uger og Virk.dk efter syv uger.

Læs mere om Banedanmarks løsning.

Læs mere om løsning til NemID.

Hvad er agil udvikling?

Agil udvikling indeholder følgende manifest, som beskriver de grundlæggende værdier:

  • Individer og interaktioner frem for processer og værktøjer
  • Fungerende software frem for omfattende dokumentation
  • Kundesamarbejde frem for kontraktforhandling
  • Reaktion på ændringer frem for at følge en plan

Kilde: Manifesto for Agile Software Development, 2001.